Nogle af os spiser mange, små mellemmåltider i løbet af dagen, mens andre holder sig strengt til tre hovedmåltider. Men hvad er egentlig sundest for humøret, energiniveauet, blodsukkeret og vægten? Her kan du læse lidt om de små, vigtige mellemmåltider. Hvad er det? Og hvad kan de?
Mellemmåltider er små måltider der stiller sulten mellem hovedmåltiderne. Dvs. et lille, nemt måltid mellem morgenmad og frokost, mellem frokost og aftensmad, og igen efter aftensmaden.
De små måltider er utrolig vigtige da de gør, at du ikke bliver alt for sulten til dine hovedmåltider og derfor undgår at overspise. Derudover er mellemmåltider med til at forhindre at du falder i "sukkerfælden", fordi dit blodsukker bliver for lavt, og de giver dig lidt ekstra energi, så du ikke bliver træt og ugidelig i løbet af dagen. Det er klart min erfaring at man får lidt ekstra energi, når man får et sundt mellemmåltid om eftermiddagen, og man har ikke behov for at proppe ekstra top på aftentallerkenen.
Sådan er det ideelle mellemmåltid Det ideelle mellemmåltid består af mellem 150 og 250 kalorier og indeholder en portion fibre og proteiner, som kan sætte gang i kroppen, når det bliver eftermiddag, og koncentrationen svigter og sulten nærmer sig.
5 sunde mellemmåltider:
En skive groft rugbrød med magert kødpålæg pyntet med en skive agurk eller peberfrugt.
Lidt gnavegodt i form af en lille pose med gulerødder, sukkerærter eller cherrytomater, som du kan få masser af fibre fra.
En fuldkornsbolle med en skive magert pålæg. Fibrene i bollen mætter godt, og kødpålægget sikrer, at du også får protein.
En pose med frisk blandet frugt, som sætter gang i dit blodsukker.
En håndfuld blandede nødder, som både indeholder sunde fedtstoffer og proteiner, der giver hjernen ny energi.
Myten om mellemmåltider
Kan små måltider dagen igennem øger din forbrænding? Nej. At små mellemmåltider holder forbrændingen oppe er dog en af de mange myte, der florerer, når det kommer til kost og vægttab. Det der gør at du taber dig er, at du spiser færre kalorier end du forbrænder.
Om de kalorier så bliver fordelt på 2, 5 eller 8 måltider om dagen betyder ingenting for dit vægttab. De små mellemmåltider hjælper dig med at holde lysten til slik og overspisning nede, og på den måde leve sundere og gennemføre et vægttab. Men det er altså ikke dine mellemmåltider, eller andre af dine måltider, der gør, at vægten falder, men det at du spiser mindre end du forbrænder.
En dag kan for eksempel se således ud:
Morgenmad kl. 7
Mellemmåltid kl. 10
Middagsmad kl. 12
Mellemmåltid kl. 14
Mellemmåltid kl. 16
Aftensmad kl. 18
Aften snack kl. 20
Comments